Vejr

Her er forsøget, der viser, hvorfor du skal tørre dit tøj ude – netop nu

Det sene forår er en fantastisk tid - også til at tørre tøj. På ingen anden årstid tørrer tøjet så hurtigt som nu.

Går du stadig og hænger tøjet til tørre indendøre eller tænder for tørretumbleren, så kan du ved at tørre dit tøj udenfor både få et bedre indeklima og spare penge - og så tørrer tøjet endda hurtigere udendøre.

Relativt lav luftfugtighed og lidt vind er den optimale kombination, hvis man skal tørre tøj. Begge dele er det sene forår storleverandør af - og derfor tørrer tøjet lige nu ekstremt hurtigt.

Vi lavede torsdag et lille forsøg, hvor to viskestykker skulle tørre om kap.

Det ene viskestykke skulle tørre indendøre - det andet på et tørrestativ udenfor i haven.

Begge viskestykker vejede før vask 130 gram - og efter de var blevet vasket var vægten det dobbelte, nemlig 260 gram, og dermed var der i hvert viskestykke 130 gram vand, som skulle fordampe.

Viskestykket, der blev hængt til tørre indedøre var i varme, men vindstille omgivelser.

Udenfor var der dels en luftfugtighed på cirka 35 procent, hvilket er meget lavt efter danske forhold, og så en frisk østenvind, som konstant lod ny og tør luft passere forbi det våde viskestykke.

Peter Tanev, der lavede forsøget, konstaterede efter en halv time, at viskestykket udenfor føltes tørt.

Der var dog stadig 15 gram vand i det - men på 30 minutter var der fordampet 115 gram vand.

Fra viskestykket, der var hængt til tørre indenfor, var der på 30 minutter kun fordampet 10 gram vand.

Den enorme forskel viser, at den knastørre forårsluft, som vi generelt kan opleve her i Danmark i det sene forår og de tidlige sommermåneder er ekstremt effektive at tørre tøj i.

Oven i købet havde man torsdag solen til hjælp. Den opvarmer vasketøjet - og dermed sættes fordampningen i vejret.