Vejr

Sol og blæst er guf for grøn energi: Så meget producerer vi i dag

Vejret viser sig i dag fra sin bedste side - ikke engang 20 grader i weekenden er bedre end vejret lige nu, når det gælder produktionen af grøn energi

De første tre dage i maj har budt på både masser af sol og rigeligt med vind. Og det er usædvanligt, at vi både har solskin fra en skyfri himmel fra morgen til aften og så megen blæst på én gang.

Men det er guf for den grønne, danske energiproduktion. 

Onsdag eftermiddag blev over halvdelen af det danske elforbrug dækket af vindmøller - og yderligere godt 10 % bidragede solcelleanlæg med.

Tallene for de foregående dage er endnu bedre. Tirsdag eftermiddag dækkede grønne energikilder en overgang 90% af vores elforbrug, fortæller Energinet til TV 2 VEJRET.

1. maj blev over 100% af forbruget dækket

Vejret den 1. maj - altså i mandags, som var også var præget af sol og blæst - resulterede en overgang i at vindmøller og solcelleanlæg producerede mere el,  end der blev brugt i Danmark.

Den producerede el, som bliver i overskud, bliver eksporteret til vores nabolande. På energinet.dk kan man hele tiden følge med i importen og eksporten af energi fra Danmark, som den ser ud lige nu.

Set over et helt år dækkes cirka 30% af det danske elforbrug af grønne energikilder. Med andre ord produceres der i dag dobbelt så megen grøn energi som gennemsnitligt i Danmark, mens tallet i går var tre gange så højt.

Solceller er glade for forårskulde

Solceller producerer som bekendt energi af solens stråler, men hvad mange måske ikke ved er, at jo lavere temperaturerne er, jo mere energi producerer solcellerne. 

Det hænger sammen med at solcellernes evne til at konvertere solens energirige stråler til elektricitet falder, når temperaturen stiger. Derfor kan solcellerne godt lide, at solen skinner uden at det for alvor er sommervarmt i Danmark.

Vindmøllerne er i topform

Vindmøllerne har været mindst lige så glade som solcellerne. Allerede når det blæser en frisk til hård vind omkring 10-12 m/s er mange danske vindmøller konstrueret til at levere maximal elektricitet.

Det har betydet at elproduktionen har været tæt på optimal her i begyndelsen af maj. Højere vindstyrker betyder selvfølgelig at vinden indeholder mere energi, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at vindmøllerne nu også kan producere mere energi.

Blæser det for meget, er vindmøllerne nødsaget til at lukke ned, og så får man jo intet ud af den megen vind.

I runde tal har vindmøller produceret cirka fem gange så meget elektricitet som solceller på de første tre dage i maj.