Vejr

Foråret er over os: Bøgen er sprunget ud

Foråret er nu uomtvisteligt over os, selvom det nok er de færreste der har været tvivl om det de seneste dage - bøgen er nemlig sprunget ud

Et af de mest sikre forårstegn viste sig lørdag for første gang i år, da bøgen sprang ud.

Bøgens udspring

  • 2003: 15/4
  • 2004: 9/4
  • 2005: 14/4
  • 2006: 21/4
  • 2007: 29/3
  • 2008: 2/4
  • 2009: 7/4
  • 2010: 12/4
  • 2011: 7/4
  • 2012: 29/3
  • 2013: 23/4
  • 2014: 22/3
  • 2015: 29/3
  • 2016: 7/4
  • 2017: 1/4
  • 2018: 17/4
  • 2019: 26/3

De første bøgetræer med friske blade større end en to-krone har vist sig på halvøen Hindsholm på Nordfyn.

Herfra har TV 2 VEJRET modtaget af flere billeder af de grønne bøgetræer. 

Nordfyn med de første grønne bøgeblade - igen

At det er på Nordfyn, at de første udsprunge bøgetræer har vist sig, er helt forventeligt. 

Både i 2013, 2014 og 2016 var det fra Hindsholm, at de første billeder af store, grønne bøgeplade blev taget.

Det sker efter et par døgn med usædvanligt varmt forårsvejr over Danmark, der fredag kulminerede med 21,5 grader som landets højeste temperatur på den varmeste marts-dag i 27 år. 

Kommer cirka én uge tidligere end gennemsnittet

Årets udspring kommer cirka én uge tidligere end gennemsnitligt de seneste 14 år, hvor TV 2 VEJRET har fulgt bøgens udspring.

Det tidligste udspring forekom i 2014, da de første grønne bøgeblade kunne ses så tidligt som den 22. marts. Marts 2014 blev også den fjerde varmeste i dansk vejrhistorie. 

Det seneste udspring forekom året forinden i 2013, hvor marts var præget af vinterkulde og blev den koldeste i 26 år. Dengang skulle vi helt hen til den 23. april før bøgen sprang ud.

Du kan hjælpe med at kortlægge bøgens udspring

Vi vil gerne blive ved med at følge bøgens udspring i Danmark, og i den forbindelse kan du hjælpe.

Ved at sende et billede via vores billedupload når du ser den første udsprungne bøg, så kan du hjælpe os med at kortlægge bøgens udspring i 2017.

Husk at skrive hvor bøgen er sprunget ud.

Hvad skal der til for, at man kan sige, at bøgen er sprunget ud?

Definitionen lyder, at et bøgetræ er sprunget ud, når de første grønne blade er så store, at de kan dække for en 2-krone.

Det skal helst være grene der sidder 'et stykke over jordhøjde' - og der skal også være tale om blade på mere end blot en enkelt gren. Bøgehække tæller ikke med.