Vejr

Historisk varme rammer Danmark i morgen: Her kan vi nå sommerlige 21 grader

Fredagen vil med al sandsynlighed skrive sig ind i historiebøgerne som en af de varmeste marts-dage nogensinde målt i Danmark

Det kan være meget svært at forestille sig på en grå og våd torsdag formiddag, at vejret om bare ét døgn bliver nærmest sommerligt - og så endda i marts måned.

Men det er ikke desto mindre dét, som alle prognoser tyder på. De sender helt usædvanlig varmt vejr for årstiden frem imod Danmark, som fredag kan sende temperaturen op omkring eller sågar over 20 grader og måske endda lokke både korte ærmer og korte bukser frem på os danskere.

Den stærke forårsvarme kommer på 'bagsiden' af den varmfront med regn, som netop i dag passerer Danmark fra vest.

Herefter begynder den varme luft at strømme op over Danmark, og selvom fredagen især i den nordlige halvdel af landet kan begynde med skyer, dis og stedvis tåge, så vil temperaturerne stige til historiske højder for marts måned, når solen bryder igennem sydfra.

Forventede temperaturer over Danmark fredag den 31/3 2017 kl. 15.00. Varmest forventes det at blive i Sønderjylland.

Varmest i Grænse-egnene med op til 21 grader

TV 2 VEJRET's seneste prognose antyder, at det allervarmeste vejr fredag eftermiddag skal findes i Grænse-egnene.

Her kan man i byer som eksempelvis Tønder, Gråsten, Padborg og Aabenraa se termometeret stige til op mod 20-21 grader, men også i de indre dele af Jylland længere mod nord samt på Midt- og Nordfyn og dele af Midt- og Nordsjælland kan man komme op på 17-19 grader.

Med en let vind fra syd bliver det dog markant køligere ved især sydvendte kyster, og man skal dermed ikke regne med den store sommerlige oplevelse, hvis man tænker at begive sig til stranden fredag eftermiddag.

Her ventes temperaturen nemlig ikke at nå over 10 grader, og det skyldes naturligvis, at havet og de indre danske farvande endnu er ganske kolde.

Bliver kun sjette gang med over 20 grader i 143 år

Når temperaturen fredag over 20 grader, så bliver det kun sjette gang i dansk vejrhistorie, at dét sker. Sidste gang var den 18. marts 1990, hvor marts' nuværende varmerekord på 22,2 grader blev sat i Karup i Midtjylland.

De daglige målinger af det danske vejr strækker sig helt tilbage til 1874.

Det er med andre ord ganske usædvanligt med så høje temperaturer i Danmark i årets første forårsmåned.