Kraftige byger med både hagl og torden har ramt Danmark
Torsdagens flotte og lune forårsvejr er fejet helt bort fra Danmark, og fredag strømmer kraftige byger med både hagl og torden ind over landet
Det er en kølig og ustabil luftmasse, der fredag atter har tvunget huer, handsker og regnfrakker frem fra skabet landet over efter en torsdag, som bød på solskin og årets hidtil varmeste vejr.
Den friske vestenvind har bragt masser af byger med sig, der har ramt stort set hele landet pånær Bornholm.
Bygerne har flere steder været kraftige og med både hagl og torden. Således er der både ved Holstebro og på det sydlige Djursland registreret lynnedslag. Videon ovenfor er fra Karup i Midtjylland.
Haglene er også væltet ned i stride strømme, så de nogle steder har klædt gader, stræder og græsplæner helt i hvidt.
Især mod øst bød dagen i første omgang på solskin og pæne temperaturer med op til 9,5 grader ved Københavns Lufthavn på Amager, mens bygerne sænkede temperaturen gevaldigt andre steder i landet.
I formiddags sænkede en kraftig haglbyge kortvarigt temperaturen i Borris nær Skjern i Vestjylland til blot 1,4 grader. Flere andre steder har man været nede omkring et par graders varme under bygerne.
Regn- eller vintertøjet skal forblive fremme hvis man skal ud i de mørke timer, hvilket der nok er en del der skal på en fredag aften.
I aften og i nat bevæger et nedbørområde sig ind over den sydlige halvdel af landet fra Nordsøen, og stedvis kan nedbøren gå over i slud eller tøsne.
Længere mod nord ser man frem til en mest tør aften og nat men med risiko for frost.