Vejr

Mindst tre er omkommet: Værste cyklon i 13 år har ramt Madagaskar

Cyklonen Enawo har kostet mindst tre mennesker livet efter at den tirsdag gik i land på den nordlige del af ø-staten i Det Indiske Ocean

Ekstremt kraftige vinde og enorme mængder regn har de seneste par døgn raset over Madagaskar.

Tropiske orkaner og Saffir-Simpson-skalaen

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Det barske vejrlig skyldes den tropiske cyklon Enawo, som mandag gik i land på den nordlige del af øen med de voldsomste vinde man har oplevet i ø-staten i 13 år.

Ramte som kategori 4 - på en skala til 5

Med middelvindhastigheder på 65 m/s (235 km/t) og endnu kraftigere vindstød er uvejret det kraftigste siden cyklonen Gafilo, der ramte landet for præcis 13 år siden. Det svarer til en kategori 4-cyklon på skalaen, der går til 5.

Ødelæggelserne var i følge myndighederne størst omkring byen Antalaha, der ligger på den nordøstlige kyst og huser omkring 34.000 indbyggere. Det er også her at et af ø-statens hovederhverv, vanilje-produktionen, overvejende ligger.

Tropisk cyklon er det samme som en 'hurricane'

En tropisk cyklon er det samme vejrfænomen som en tropisk orkan (hurricane) eller en tyfon. I Det Indiske Ocean kaldes disse tropiske uvejr blot for cykloner, når vindhastigheden når over grænsen for orkanstyrke på 32,5 m/s.

'Enawo' blev onsdag nedgraderet til en tropisk storm og siden et tropisk lavtryk, da uvejret tabte kræfter inde over det bjergrige terræn på Madagaskar. Inden uvejret er helt ovre kan det dog give op mellem 200 og 400 mm regn.