Rekordsne i Californien: Mere end 13 meter sne i bjergene over truet dæmning
I bjergene i det nordlige og østlige Californien ligger der mange steder omkring 8 meter sne og lokalt endnu mere efter en særdeles nedbørrig vinter.
Mens myndighederne kæmper med en sammenstyrtningstruet dæmning i Oroville for foden af Sierra Nevada-bjergene, døjer de lokale beboere og skiturister oppe i bjergene med mere end 13 meter sne.
I Californiens bjergrige nordlige og østlige egne ligger der mange steder omkring 8 meter sne ude i terrænet, mens man ved skisportsstedet Sugar Ski Resort i 'Donner Pass' i mere en to kilometers højde ved hovedvej 80 mellem Sacramento og Reno har fået hele 13,6 meter sne siden sæsonen startede.
De helt ufattelige snemængder er dannet hen over en særdeles nedbørrig vinter, hvor man alene de sidste 60 dage har fået mere end 50 tommer nedbør, som svarer til omkring 1300 mm.
Da sne fylder ca. 10 gange så meget som vand, svarer de 1300 mm nedbør til ca. 1300 cm sne eller ca. 13 m, og dermed 'går regnskabet op'.
'Ananasekspressen' har leveret fugt fra Stillehavet
Sneen er faldet i forbindelse med talrige frontpassager fra sydvest, hvor varm og fugtig havluft er blevet presset op over bjergene.
Derved er størsteparten af luftens fugtighed blevet vredet ud som både regn og sne på bjergenes vestlige sider, og man har fået næsten dobbelt så meget nedbør som normalt for perioden.
Gennem hele vinteren har der været en næsten konstant vind fra Hawaii og hen over Stillehavet til Californien, og da man dyrker mange ananas på Hawaii, kalder man undertiden den strømning for 'ananasekspressen'.
Selvom sneen giver store trafikale problemer i bjergene, og regn- og smeltevand har ført til oversvømmelser neden for bjergene, er vandet også tiltrængt.
I store dele af 2016 led man nemlig under tørke, og mange drikkevandsmagasiner og vandreservoirer til vandkraftværker blev næsten tømte.