Vejr

Snevejret fortsætter: Her kan man få op til 10 cm frem til onsdag aften

Kold og ustabil luft blæser hen over Danmark, og der bliver især dannet snebyger over Østersøen.

Efter en tirsdag med sne, kulde og blæst flere steder i landet, kan vi se frem til en onsdag, hvor der igen bliver brug for sneskraberen og det varme tøj.

Det er især i det sydøstlige Danmark, at der igen kan falde sne, og mest udsat er man på det sydlige Sjælland, hvor det vil sne i perioder det kommende døgn.

Fra tirsdag eftermiddag og frem til onsdag aften kan der lokalt falde op til 10 cm sne i området mellem Næstved, Vordingborg og Præstø.

Forventede snemængder fra tirsdag eftermiddag og frem til onsdag aften. Man er mest udsat omkring Østersøen, og i særdeleshed fra Fakse Bugt og ind over Præstø, Vordingborg og Næstved.

Netop i Præstø oplevede man i dag flere kraftige snebyger, hvoraf mindst en var ledsaget af torden.

Sydsjælland er særligt udsat for snebyger i den aktuelle vejrsituation, hvor kold og ustabil luft blæser ind mellem Bornholm og Skåne og videre frem mod Sydsjælland.

Snebygerne bevæger sig videre fra Sydsjælland og vestpå mod det sydlige Fyn og det østlige Sønderjylland, og her kan man stedvis få mellem 3 og 8 cm.

I Holme-Olstrup lå man i dag lige i udkanten af de kraftige snebyger, som ramte mellem Præstø og Vordingborg. Frem til onsdag kan man fortsat blive ramt af en del snebyger på Sydsjælland.

I resten af landet vil det også sne i perioder, men her vil man generelt få under 3 cm frem til onsdag aften.

Vinteren har bidt sig fast over Danmark med frost og spredte snebyger de næste 2-3 dage, og først i næste uge ser det ud til at kunne blive varmere igen.