Vejr

Helt oppe fra Nordpolen: Næste uges vinterkulde kommer langvejs fra

Vinterkulde har sat sig i bevægelse mod Danmark, og selvom luften blæser frem til os fra øst, stammer den fra langt nordligere himmelstrøg.

Rigtig vinterkulde har sat kursen mod Danmark, og den kan ramme os i næste uge med et vejr, som ser ud til at blive ganske vinterligt.

Kulden strømmer frem til os fra øst, men alligevel befandt den sig i går langt mod nord oppe nær Nordpolen.

Dermed er det ikke rigtig sibirisk kulde, som man ellers ville forvente fra øst, men ikke desto mindre er det overvejende sandsynligt, at det bliver markant koldere end i øjeblikket - især om natten.

Et højtryk dirigerer slagets gang

Luften begyndte i går sin rejse fra området mellem Barentshavet og Nordpolen, og den strømmer i første omgang ned mod det sydvestlige Rusland nord for Kaukasus. Herefter ventes luften at tage et skarpt sving mod vest for så at bevæge sig mod Danmark i næste uge.

Et højtryk ventes at placere sig over Nordskandinavien i næste uge, og det er på sydsiden af det, at vinterkulden finder sin sidste del af vejen frem til Danmark.

I 500 meters højde over Djursland finder man på onsdag eftermiddag således luft, som i går lå nær Nordpolen i henhold til beregninger på data fra de seneste prognoser.

Højtrykkets endelige placering er usikker, og dermed er det også usikkert, præcist hvor koldt det bliver i næste uge. Koldt vejr er dog det mest sandsynlige, og jo længere mod vest højtrykket placerer sig, jo koldere kan det blive.

Gennem store dele af januar lå højtrykket langt mod øst, og dermed strømmede kulden ned over Øst- og Sydeuropa i stedet for vores del af kontinentet.

Kulden vil kunne danne snebyger til havs, og i østenvinden vil de drive ind mod østvendte kyster. Vi har således udsigt til en både kold og vinterlig uge 6 som optakt til skolernes vinterferie i de følgende uger.