Vejr

Vinterkulde med frost og snebyger har kurs mod Danmark

Iskold luft fra Arktis har sat kursen mod Danmark og rammer landet i næste uge med dagsfrost og snebyger

Der er al mulig grund til at lade den tykke frakke blive hængende i garderoben og lade de uldne sokker blive på sin plads i kommodeskuffen, for der bliver efter alt at dømme brug for dem igen, når vinterkulden indtager landet i næste uge.

Det viser de seneste prognoser, som lader et højtryk fra Barentshavet bevæge sig sydover til Finland i begyndelsen af den nye uge.

På højtryks øst- og senere sydside strømmer iskold luft frem mod Danmark, der har sin oprindelse fra Ishavet. Kulden ventes at gribe om sig i store dele af Mellemeuropa og Sydskandinavien.

Det betyder, at vi med de nuværende prognoser kan forvente, at den nedbør der måtte falde frem mod søndag og mandag langsomt begynder at gå over i slud eller tøsne efter nogle dage fredag og lørdag, som bliver grå og milde med lidt regn i ny og næ.

Når vi når frem til tirsdag og onsdag falder temperaturerne yderligere og nogle steder vil det blive frostvejr døgnet rundt samtidig med, at solen vil skinne imellem de snebyger, som kulden ligeledes vil bringe med sig.

Er det sikkert, at vinterkulden nu endelig kommer?

Når vi taler om vejrudviklingen en lille uges tid ude i fremtiden, så er der intet der er 'hugget i granit'. Men prognoserne viser, at det er meget sandsynligt, at det bliver mærkbart koldere i den nye uge.

Præcis hvor koldt det bliver afhænger af, hvordan højtrykket over Nordøsteuropa præcist placerer sig. Jo længere mod vest kernen af højtrykket kommer, jo koldere ser det ud til at kunne blive i Danmark. I store dele af januar har højtrykket ligget langt mod øst, så vinterkulden er strømmet ned over Mellem- og Sydeuropa.

Prognoserne viser i øjeblikket, at vi på onsdag om en uge vil kunne få temperaturer mellem ca. 2 graders varme og ca. 5 graders frost midt på dagen - med det mest sandsynlige udfald at temperaturerne vil komme til at ligge lige under frysepunktet. 

Kommer der også sne?

Der kommer snebyger, men antallet af snebyger og mængden af sne er endnu for tidligt at spå om. I den kolde østenvind har man umiddelbart de største chancer for snebyger ved østvendte kyster ud til Østersøen og Kattegat.

Små detaljer, som man ikke med sikkerhed kan forudsige på nuværende tidspunkt, kan dog vise sig at give mere sne - som tilbage i midten af januar, hvor der over en eftermiddag og en aften faldt 10-15 cm i Midtjylland i forbindelse med talrige snebyger.

Hvor længe varer kulden ved?

Hvis først kulden får fat, så kan den blive svær at slippe af med igen, men præcist hvor lang tid det kolde vejr vil vare ved kan man ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Der er dog en god sandsynlighed for, at man i begyndelsen af skolernes vinterferie (uge 7) kan opleve fortsat koldt vintervejr - og dér, hvor der ligger sne, kan det måske også blive til en kælketur.