Vejr

Januar på vej til at blive den tørreste i syv år

Tørt og køligt vejr om morgenen den 24/1 2017 i Aalbæk i Nordjylland Inger Nielsen / Privatfoto

Ikke siden den iskolde januar 2010 er der faldet så lidt nedbør, som der er i årets første måned i år

Blæsevejr med masser af regn og rusk og mørke januar-morgener, hvor regntøjet skal i brug når man sætter sig op på cyklen eller hvor vinduesviskerne skal i aktion på vej til arbejde.

Sådan har vejret været mange gange i januar - særligt i de år, hvor sneen er udeblevet og temperaturerne mest har ligget over frysepunktet præcis som i år.

Men lige netop i år er dét dog ikke tilfældet. Januar ser nemlig ud til at blive den tørreste i syv år og kunne sagtens kandidere til at blive en af årets tørrste måneder.

Med én uge tilbage af årets første måned har vi blot fået 31 mm nedbør, mens vi normalt kan forvente os 57 mm i januar.

Årsagen er, at Danmark i lange perioder har ligget tæt på et højtryk over Mellem- og Østeuropa - et højtryk, som ganske vist har givet os mange dage med skyet og tåget vejr og relativt milde sydlige og vestlige vinde, men som også har holdt de store frontsystemer med masser af regn væk fra os.

Solen har dog fået lov til at skinne - helt præcist i 49 timer, hvilket allerede på nuværende tidspunkt er seks timer over gennemsnittet for hele januar måned.

Og med udsigt til mere solskin i løbet af ugen og stort set ingen nedbør, så er januar 2017 godt på vej ind i de tørre og solrige januar måneders 'klub'.

I næste uge kan et par fronter fra sydvest måske få nedbørmængden på landsplan op omkring 37 mm, men det vil stadig gøre januar i år til den tørreste siden januar 2010, hvor der faldt 29 mm nedbør.

Dengang faldt det meste som sne i en iskold måned, der havde en gennemsnittemperatur på -3,2 grader. I år ligger temperaturen til sammenligning på +1,5 grader.