Vejr

Ovenover skyerne er himlen blå: Tag med op gennem skyerne over Køge Bugt

Solen skinnede smukt i blot en kilometers højde over Danmark. Tag med en tur op gennem skydækket over Køge Bugt.

Alle der har været ude at flyve ved godt, at himlen altid er blå over skyerne - hvis ellers det er lyst - men det er stadig lige fascinerende hver gang, man oplever det.

I dag filmede en pilot (ham der ikke fløj) på et Norwegian-fly turen op gennem skyerne over Køge Bugt kort tid efter, at flyet var lettet fra Københavns Lufthavn i Kastrup.

I begyndelsen af klippet her over, er alt gråt og diset inde i skyerne, men kort tid efter bryder flyet gennem toppen af de lavthængende skyer og kommer op i det smukkeste klare og solrige vejr - mens Sjælland er fanget nede under de tunge, grå skyer.

Den blå himmel over de lave skyer er kun dækket af tynde lag af cirrusskyer oppe i 7-10 kilometers højde.

Ballonmålinger fortæller samme historie

Vi har ingen meldinger fra piloten om i hvilken højde, de kommer op i det klare vejr, men ballonmålinger fra det nordlige Tyskland kommer os til hjælp.

Ved universitetsbyen Greifswald ved den tyske Østersøkyst lige syd for Rügen sendte man den regelmæssige vejrballon op klokken 13, og den viser tydeligt udstrækningen af skydækket i højden.

Fra ballonens første måling i 217 meters højde er den allerede oppe i skyerne, og i mellem 1.069 og 1.273 meters højde bryder den op gennem skyerne og kommer op i knastør luft

Da vinden blæste fra Køge Bugt og ned mod Greifswald i skyernes højde, er det meget sandsynligt, at skyerne over Køge Bugt også har haft deres top i lidt mere end en kilometers højde.

Skydækket i dag var af typen stratus og stratocumulus, og de var relativt tynde, da vejret var fredeligt. Når vi har fronter eller byger over os, kan skydækket til gengæld være adskillige kilometer tykt.