Vejr

Ekstremt isslag i USA: Træer og elmaster knækkede og landskaber er pakket ind i is

Et kraftigt isslag har ramt det centrale USA i den forgangne weekend, og nogle steder oplever man op til 2 cm is på genstande ude i det fri.

Definitioner af nedbørtyper: Sne, tøsne, slud, isslag, hagl og regn

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer

Mens vi havde det koldt med spredte snebyger i Danmark, kæmpede man i den netop forgangne weekend med et ekstremt isslag i det centrale USA.

Træer knækkede på stribe som resultat af tunge isbelægninger, elmaster knækkede, da ledningerne blev tynget ned af is og billister skøjtede rundt på spejlglatte veje.

Allerværst var det blevet søndag eftermiddag i den nordvestligste del af staten Oklahoma og i den sydvestlige del af Kansas.

Med isbelægninger på op til 2 cm hang træernes grene helt ned mod jorden, og flere gav efter for vægten af isen og brækkede sammen.

Veje blev forvandlet til rene skøjtebaner med adskillige uheld til følge, og alt sammen skyldtes, at det regnede tungt, mens temperaturen var under frysepunktet.

Idet regnen ramte jorden, veje, biler, træer og huse, frøs den iskolde regn imidlertid øjeblikkeligt til et ispanser.

Farlig fordeling af varme og kulde

At det kunne lade sig gøre med regn i frostvejr, skyldtes en særlig farlig vejrsituation, hvor lun luft i 1-2 kilometers højde strømmede hen over et lag af iskold luft nær jorden. 

En ballonmåling fra Dodge City i Kansas klokken 18 lokal tid søndag viser, at temperaturen ved jorden var -0,7 grader, mens man oppe i 1.630 meters højde havde +5,2 grader. Sådan var forholdene i store dele af det nordvestlige Oklahoma og det sydvestlige Kansas vurderet ud fra andre ballonmålinger i området.

Da det samtidig regnede oppe fra det lune luftlag, faldt regnen ned gennem det kolde lag nær jorden og blev underafkølet.

Regnen blev altså kølet ned til temperaturer under 0 grader uden at fryse, og først i det øjeblik, at dråberne ramte noget, frøs de til is.

Herhjemme ser vi undertiden også isslag, når varme 'angriber' os vestfra efter en kold periode. Sidste gang var i forrige weekend, hvor det resulterede i adskillige trafikuheld og en fatal faldulykke, men det bliver sjældent så kraftigt og udbredt som i USA.