Vejr

Kulden er på vej: Her kan man få snevejr i eftermiddag

Temperaturerne falder i dagens løb til omkring frysepunktet - og nogle steder i landet kan man få snebyger

Efter nattens blæst - og før aftenens og den kommende nats stormflod i de indre farvande - drejer vinden i dagens løb fra nordvest om i nord, og derved strømmer kold luft gradvis ned over Danmark.

Definitioner af nedbørtyper: Sne, tøsne, slud, isslag, hagl og regn

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer

Det betyder, at temperaturen dagen igennem vil være faldende og i eftermiddagens løb nå ned omkring frysepunktet flere steder i landet.

Snebyger dannes over Skagerrak og Kattegat

Over Kattegat og Skagerrak kan den kolde luft over det relativt lune havvand give anledning snebyger, som i følge prognoserne vil lægge sig på en linje fra Nordjylland over Djursland til Vestsjælland og herfra bevæge sig mod vest og sydvest.

Du kan se dagens prognose skyer og nedbør øverst i artiklen - nedbør som sne er angivet med hvide nuancer.

I det nævnte område kan der, hvis temperaturen forbliver omkring frysepunktet, falde 1-2 cm sne flere steder og helt lokalt kan man måske få op nær 5 cm sne.

I løbet af natten kan nye snebyger fra Kattegat og Skagerrak ramme især Østjylland, Nordfyn samt Thy og Hanherred i Nordvestjylland.