Seneste prognoser: Sådan bliver nytårsvejret
Vi giver dig her de seneste nye prognoser om nytårsvejret i år
År 2016 lakker for alvor mod enden, og det fejres som vanligt med nytårsfyrværkeri og festivitas.
Derfor spiller vejret naturligvis en stor rolle for oplevelsen, for det bliver afgørende om det bliver tåget, skyfrit og klart, eller om nytåret regner eller blæser væk.
Tørt og blæsende - til en start
Selve nytårsaftensdag vil være præget af skyer, stedvis diset vejr og en op til hård sydvestlig vind der blæser ind over landet.
Til gengæld bliver det regulært mildt med temperaturer mellem 6 og 10 grader.
I aftenens løb nærmer et regnvejr sig landet fra nord, som fra midnat breder sig ned over landet. Det betyder at de bedste chancer for at skyde nytåret ind i tørvejr er i den sydlige halvdel af landet, selvom der stedvis kan falde lidt finregn.
Ved midnatstid vil temperaturerne ligge på 6-7 graders varme, og vinden er aftaget og vil generelt være let til frisk fra sydvest, men i nattens løb drejer den til nordvest.
De kommende dage følger vi fortsat nytårsvejret nøje her på TV 2 VEJRET.