Freja, Gorm, Helga og... Urd: Derfor brød stormen alfabetet
Det er ikke kun omfanget af stormen Urd, vi taler om, men også navnet. For hvorfor starter den ikke med I? Få forklaringen her.
Er du også forvirret over den måde, vi navngiver storme på herhjemme? Så fortvivl ikke. Her kommer forklaringen på, hvorfor det sidste døgns stormvejr hedder Urd og ikke noget, der starter med bogstavet I, som vi var nået til i alfabetet. Men det er ikke første gang, at alfabetet brydes.
Siden efteråret 2013 har man i Danmark navngivet uvejr på amerikansk maner - nemlig i alfabetisk rækkefølge. De fleste husker nok Allan, der var den første storm herhjemme, som fik et navn.
Siden da har vi haft Bodil, Carl, Alexander, Dagmar, Egon, Freja, Gorm og Helga.
Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at stormen Alexander fra december forrige år bryder alfabetet - ligesom Urd i denne omgang må siges at have gjort.
Se et klip af Urds hærgen i klippet øverst i artiklen.
Hvem kommer først
Årsagen er, at Danmark de seneste år har haft en aftale med Sverige om at give de forskellige storme navne. I Alexanders tilfælde navngav Sverige først stormen og var ikke opmærksomme på, hvor langt vi var i det danske alfabet.
I Urds tilfælde er det lidt det samme. Stormen kom fra Nordnorge og trak i løbet af de sidste døgn ned over Norge mod Danmark. Det betød, at Norge først navngav stormen, hvilket ikke tidligere har haft indflydelse på vores navne.
- Men fordi svenskerne valgte at give stormen samme navn, har danskerne også været nødt til at kalde stormen Urd, forklarer metereolog fra TV 2 Vejret Peter Tanev, som havde regnet med, at stormen enten ville blive kaldt Ivan eller Ib.
Personificerer stormene
Peter Tanev er fortaler for, at vi i Danmark selv bestemmer og navngiver storme, der rammer landet. Den simple årsag til hans holdning er, at det er langt lettere at huske og skelne stormene fra hinanden, men også fordi det er lettere at kommunikere varsler og lignende ud.
- Jeg ved godt, at vi personificerer stormene en smule, men den simple alfabetiske rækkefølge fungerer rigtig godt i mine øjne.
I hans øjne er navnet i stor udstrækning kun vigtig på nationalt plan.
Begyndte i USA
Ideen med at navngive uvejr stammer fra USA, der begyndte på det allerede i 1960'erne. Først var det kun pigenavne, men nogen mente, at det var diskriminerende, og derfor besluttede man at navngive hver anden med et drengenavn.
Det er typisk orkaner, der bliver navngivet i USA, og det er mere eller mindre af praktiske grunde, fordi det gør det lettere for medier og myndigheder at kommunikere advarsler ud.
Fordi USA så ofte bliver ramt af orkaner, starter man forfra hvert år med at navngive i alfabetisk rækkefølge.