Se Voldborgs vejrudsigt for julen - og så vædder han med Tanev
Voldborg gav tirsdag sit bud på julevejret - iført grøn sweater. Han var så sikker i sin sag, at han indgik et væddemål med Peter Tanev
Voldborg, Danmarks mest legendariske TV-meteorolog gennem tiderne, gav tirsdag aften sit bud på julevejret.
Iført grøn sweater i et af TV 2s vejrstudier forklarede den nu 80-årige Henrik Voldborg i vanlig stil, hvorfor vi må se frem til en jul uden et snefnug.
Han startede vejrudsigten med at synge 'Det er koldt derude* - (se videoen herunder) - for så at slukke for alle drømme om en hvid jul.
- Måske kan der komme lidt i Nordjylland, trøstede Voldborg, mens han forklarede, hvorledes sydvestenvind giver lunt vejr.
Gode gamle Voldborg havde kun overbærende hovedrysten til overs for Peter Tanev og et hvidjulsbarometer, der lover 15 % chance for hvid jul.
Men da Peter Tanev ville have en 100 % grøn jul ud af Voldborg trak han lidt i land.
- Men en landsdækkende hvid jul får vi ikke. Sandsynligheden er nærmest lig nul, vil jeg mene, forklarede Voldborg.
Voldborg udelukker således en landsdækkende hvid jul, der kræver 0,5 cm sne i 90 % af landet.
- Det kan vi godt, jeg holder på det ikke bliver hvid jul, svarede Voldborg prompte, da Tanev udfordrede ham i et væddemål om den hvide jul.
Henrik Voldborg var tirsdag på besøg hos TV 2, der var vært ved årets traditionelle julemøde i Dansk Meteorologisk Selskab (DaMS), hvor Voldborg traditionen tro møder op med en vejrudsigt for julen.