Vejr

I dag for tre år siden: Orkanen 'Allan' ramte Danmark

Den 28. oktober 2013 skrev sig ind i dansk vejrhistorie, da vi blev ramt af orkanen 'Allan'

Beuafort-skala

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

I dag er det præcis tre år siden at vi blev ramt af orkanen 'Allan', der allerede om formiddagen nærmede sig landet fra sydvest.

Stormen havde kurs direkte mod Danmark, og i prognoserne så det ud til at den kunne udvikle sig til en regulær orkan, over de områder som kunne blive værst ramt.

Som dagen skred frem bevægede det kraftige lavtryk sig ind over landet, og med sig havde det ekstremt kraftige vinde.

Danmarksrekord i vind

Orkanen, der fik navnet 'Allan', endte med at give os nye rekorder i både middelvind og vindstød. Ved Røsnæs Fyr på det vestligste Sjælland nåede middelvinden hele 39,5 m/s, eller hvad der svarer til 142 km/t.

Tidligere på eftermiddagen var der ved Kegnæs på Als målt helt ekstreme vindstød på 53,5 m/s, hvilket er det samme som 192,6 km/t.

Dermed overgik 'Allan' den berømte orkan den 3. december 1999 i både middelvind og vindstød. Dengang målte man på Rømø middelvinde på 38,1 m/s og vindstød på 51,4 m/s.

Til forskel fra mange tidligere storme, bevægede 'Allan' sig meget hurtigt, og de kraftige vinde ramte kun de enkelte områder i få timer, inden vinden igen hurtigt tog af.

Det betød også at der ikke fulgte nogen stormflod med, da vandstanden ikke nåede at stige for alvor på den korte tid som 'Allan' huserede over landet.

Til gengæld ramte stormen så tidligt på vintersæsonen at der fortsat var løv på mange af træerne, hvorfor stormfaldet blandt løvtræer blev særlig voldsomt.

Fire steder havde regulær orkan

Fire steder i landet blev der målt middelvinde af orkanstyrke, som i sig selv er en meget usædvanlig vindstyrke i Danmark. Inden 'Allan' var det ikke sket siden orkanen den 8. januar 2005.

  • Røsnæs: 39,5 m/s (REKORD)
  • Kegnæs: 38,7 m/s
  • Gniben: 34,8 m/s
  • Vester Vedsted: 33 m/s

Desuden blev der målt vindstød af orkanstyrke adskillige steder - her følger dem fem højeste:

  • Kegnæs: 53,5 m/s (REKORD)
  • Røsnæs: 50,3 m/s
  • Gniben: 46,6 m/s
  • Vester Vedsted: 42 m/s
  • Odense: 41 m/s