Vejr

For første gang i fem år: Nu har vi løvfaldssommer i Danmark

Løvfaldssommer den 24. september 2016 - for første gang i fem år Hisham Ammar / Privatfoto

Med temperaturer der igen i dag har nået 20 graders varme, så er den første løvfaldssommer i fem år nu en realitet

Bag om vejret: Løvfaldssommer

Løvfaldssommer er det ord vi på TV 2 VEJRET anvender om en sommerlig periode i efteråret.

Definitionen er, at vi har løvfaldssommer, når der efter efterårsjævndøgn optræder tre på hinanden følgende døgn med dagtemperaturer på 20 grader eller derover.

Læs mere om løvfaldssommer

Kalenderen viser slutningen af september, men vejret vil det anderledes. Med temperaturer der igen i dag har nået 20 graders varme, kan de seneste tre dages sensommervejr nu endelig karakteriseres som 'løvfaldssommer'.

'Løvfaldssommer' benyttes når temperaturen tre dage i træk har nået mindst 20 graders varme, efter efterårsjævndøgn.

I torsdags nåede temperaturen på Omø i Smålandsfarvandet 20,5 grader, i går nåede temperaturen i Kastrup 21,3 grader, og igen i dag har temperaturen indtil nu nået 20,5 grader på Omø.

Også på Røsnæs i Vestsjælland, Kegnæs på Als, og Landbohøjskolen på Frederiksberg i København er temperaturen steget til over 20 grader.

Den nuværende løvfaldssommer er den første af sin slags i fem år, hvilket understreger at det ikke er hvert år vi oplever så høje temperaturer så sent på året.

Dengang havde vi også tre dage i træk med temperaturer over 20 grader, hvoraf to af dagene bød på regulære sommerdage med temperaturer over 25 grader. Den varmeste af dagene - den 1. oktober 2011 - blev den seneste sommerdag i dansk vejrhistorie, og den varmeste oktoberdag målt, da temperaturen i Store Jyndevad nåede 26,9 graders varme.

Løvfaldssommeren fortsætter i morgen, hvor vi kan nå op på hele 22 graders varme.