Vejr

Mystisk ring set på himlen over Danmark

En mystisk ring blev torsdag set på himlen over den nordlige del af Jylland. Vi giver dig forklaringen på, hvad det var man kunne se i dag.

Det så imponerende ud, da en stor ring torsdag kunne ses på himlen hen over den nordlige del af Jylland.

Dagen igennem har TV 2 VEJRET fået mange henvendelser - hvor seere og brugere har undret sig over, hvad denne ring på himlen kunne være.

Der er blevet gættet på alt fra et af NATOs AWACS-fly, et tankfly - til en om det mon kunne være en fuld pilot. Og nogle har endda spurgt: "Er det en UFO vi har set i dag?"

Den mystiske ring har givet stor opmærksomhed i den nordlige del af Jylland, hvorfra TV 2 VEJRET har modtaget mange flotte og imponerende billeder af fænomemet.

Skyldes dansk F-16 fly og fugtig luft i 10 km's højde

 Der er dog hverken tale om UFO'er eller overnaturlige ting - der er en helt naturlig forklaring.

Det er kombinationen et dansk F-16 fly på øvelse og et fugtigt luftlag i ca. 10 km's højde, der har dannet ringen.

Et dansk F-16 fly har i dag under en øvelse fløjet i cirkler hen over den nordlige del af Jylland, det oplyser presseofficer Søren Bjørndal fra Værnsfælles Forsvarskommando i Karup til TV 2 VEJRET.

I forbindelse med en varmfront, der er på vej frem mod Danmark skyder varme og fugtig luft i ca. 10 km's højde ind over landet fra vest - og netop her har F-16 flyets kondensstribe kunne bestå i længere tid.

Har F-16 flyet fløjet i cirkler - enten nedad eller opad - så er der i præcis det område med den fugtige luft blevet dannet udtalte kondensstriber, som man også ser fra andre jetdrevne fly.

Her er det så spektakulært, at flyet er fløjet i en cirkulær bane - og dermed har kondensstriben fået form som en ring.

Efter ca. en halv time var ringen fordampet - og gået i opløsning. Men inden da var der mange i den nordlige del af Jylland, der fik sig noget af en oplevelse, da de så den imponerende ring på himlen.