Vejr

Se billedet: Kæmpemæssig isflage har revet sig løs på Grønland

Satellitbillede af isflagen den 7. september

Det er en isflage af enorm størrelse der har løsrevet sig fra en gletsjer i Grønland

Gennem hele sommerhalvåret kælver mange isbjerge langs de grønlandske gletjsere der mange steder strækker sig ud til havet. 

Det giver drivis der ofte breder sig ned langs den østgrønlandske kyst, videre mod syd, hvor de i perioder kan genere skibstrafikken.

Men nu har et 'isbjerg', eller snarere en isflage i en helt anden størrelsesklasse revet sig løs fra 'Spaltegletsjeren' i det nordøstlige Grønland.

Isflagen der har et anslået areal på mere end 95 kvadratkilometer, bevæger sig langsomt ud i Dijmphna-sundet. Til sammenligning er hele Amager omkring 88 kvadratkilometer i areal, og isflagen dermed en smule større.

I takt med at isflagen langsomt bevæger sig længere ud i fjorden vil den formentlig brække i flere mindre stykker, men de store dele af isflagen kan 'overleve' i måneder eller sågar år.

I store dele af det nordlige Grønland har sommeren været varmere end normalt, og det kan sagtens have været medvirkende til at accelerere kælvingsprocessen, der slutteligt har ført til at isflagen er kælvet.

Selvom isflagen er enorm, er der lang vej til det største isbjerg man nogensinde har registreret. Det var det såkaldte 'B-15-isbjerg', der kælvede fra Ross-isshelfen på Antarktis i marts 2000. Med et samlet areal på mere end 11.000 kvadratkilometer, var det en smule større end både Sjælland, Fyn og Bornholm til sammen.