Historisk septembervarme ramte Danmark med 29,9 grader
Usædvanlig varm luft strømmede op over Danmark og sendte temperaturen op på et niveau ikke set i september siden 1947.
Mange danskere fik sig en særdeles hed oplevelse, da det varmeste septembervejr i 69 år ramte Danmark en tirsdag eftermiddag midt i den første efterårsmåned.
29,9 grader nåede temperaturen op på i Vester Vedsted i Sønderjylland, og vi skal helt tilbage til den 16. september 1947 for at finde højere temperaturer i september. Her målte man 31,6 grader.
Dagen begyndte med lunt vejr fra morgenstunden med temperaturer på 16-19 grader, og det lå i kortene, at det skulle blive en usædvanlig varm septemberdag.
Første prognoser med 30 grader i gunstig vejrsituation
Mandag dukkede de første indikationer af 29 grader op i prognosekortene, og tirsdag morgen lå det klart, at 30 grader var en reel mulighed i løbet af eftermiddagen.
Vejrsituationen var gunstig for høje varmegrader, for vi lå i området mellem et højtryk over det sydøstlige Sverige og et lavtryk over den Engelske Kanal, og her strømmede både varm og klar luft op over os fra sydøst.
Da vinden samtidig var tilpas svag, var der udsigt til, at vi ved solens hjælp kunne udnytte luftens fulde potentiale og nå usædvanligt høje varmegrader.
Der var således allerede et døgn i forvejen lagt op til, at det kunne blive en septemberdag af historiske dimensioner.
20 grader til morgen og 25 grader før middag
Temperaturen steg støt, da solen begyndte at bage fra en mange steder helt skyfri himmel, og så tidligt som klokken 8.10 passerede man 20 grader i Sønderborg, som det første sted i landet.
Her efter gik det slag i slag, så mindre end tre timere senere kunne man klokken 11.00 erklære det for en meteorologisk sommerdag, da man i Vester Vedsted ud mod Vadehavet målte 25,2 grader. Den seneste sommerdag i fem år i øvrigt.
Vester Vedsted forblev scenen for den historiske septembervarme, da man klokken 14.20 målte 29,7 grader. Her passerede man en måling fra den 3. september 1991 på 29,6 grader, og man skulle kigge helt tilbage til den 16. september 1947 for at finde varmere septembervejr. Dengang målte man 31,6 grader.
Sidenhen steg temperaturen yderligere til en maksimumværdi på 29,9 grader i Vester Vedsted frem til klokken 15.
Varmeste dag så sent på året i København
I Vestervig i Thy og i Borris i Vestjylland kunne man også være med på de helt høje varmegrader over 29 grader, da man målte henholdsvis 29,7 og 29,6 grader i løbet af eftermiddagen.
For Vestervigs vedkommende betød det, at det blev den næstvarmeste septemberdag siden 1874 og den varmeste dag så sent på året siden 1947, hvor man den 16. september havde 30,0 grader.
I Østdanmark svedte københavnerne i det varmeste vejr, man har oplevet så sent på året i hovedstaden, da temperaturen i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg midt i København nåede 27,3 grader klokken 14. Det blev i øvrigt den 5.-højeste temperatur i København i september i vejrhistorisk tid.
Sommervarmen kom også mange andre til gode, da man i store dele af landet rundede 25 grader på en solrig dag.
Det blev således en helt usædvanlig varm sommerdag i september, da man i store dele af Danmark fik et vejr, som var en 'rigtig' juli- eller augustsommerdag værdig.