Vejr

Geomagnetisk storm kan give nordlys i aften og i nat

Nordlys Anders Brandt / Anders Brandt

En geomagnetisk storm kan give nordlys hen over Danmark - og vejret ser ud til at blive perfekt, hvis nordlyset kommer til at blafre over Danmark.

Hvis man gerne vil se nordlys - så er muligheden der i aften og i nat, hvor en geomagnetisk storm ventes at ramme Jorden.

Der er dog ingen garantier, når det handler om nordlys - og slet ikke her i Danmark, hvor den geomagnetiske storm skal være kraftig før nordlyset kan ses på himlen. Og så er vi endnu i de lyse nætter, hvor nordlyset skal være ekstra kraftigt for at kunne ses.

Vejret ser dog ud til at være med de, der gerne vil se nordlyset blafre på himlen. Nederst på siden kan du se de seneste prognoser for skydækket i aften og i nat.

Aftenens og nattens nordlys ventes i forbindelse med en geomagnmetisk storm af klasse 2 - på en skala fra 1 til 5 - efter en sky af elektrisk ladet plasma for et par dage siden blev revet løs fra solen.

Geomagnetisk storm giver nordlyset

Ifølge prognoserne fra det amerikanske center for rumvejr ventes der i aften og i nat mulighed for geomagnetisk storm, som ventes at kulminere ved midnatstid.

Erfaringsmæssigt kan der i hele perioden frem til da være mulighed for at se nordlys, når den elektrisk ladede sky af plasma i bølger med stor fart blæses mod Jorden - med en så stor kraft, at den kan give nordlys på vore breddegrader.

Når en plasmasky møder Jordens magnetfelt sendes de elektrisk ladede partikler primært mod Jorden i et bælte (nordlysringen) hen over de nordlige breddegrader, hvor de går i forbindelse med iltatomer i den ydre del af atmosfæren og udsender fluoriserende lys i røde, violette og grønne farvenuancer - som vi på Jorden kan se som nordlys.

Er den geomagnetiske storm kraftig, så kan nordlysringen nå langt mod syd - og vi kan således se nordlys i Danmark og langt ned i Mellemeuropa.

Prognoserne vurderer, at der er 20 % chance for en kraftig geomagnetisk storm (>G2) - og 30 % chance for at Jorden bliver ramt af en moderat til kraftig geomagnetisk storm (>G1)  - og 80 % chance for en geomagnetisk storm (G1-G5).

Nordlys

Se mod nord - og hav tålmodighed

For at se nordlyset, skal man kigge mod nord og vænne sine øjne til mørket - og så i øvrigt have god tålmodighed.

De bedste betingelser har man i områder uden såkaldt lysforurening, ligesom et kamera med lang eksponeringstid kan afsløre nordlyset - og hjælpe ens øjne på vej.

Da Månen først står op ved 6-tiden onsdag morgen, så vil der være gode betingelser for at se nordlys fra mørket falder på til ud på de sene natteimer - hvis vejret ellers tillader det.

SKYPROGNOSE FOR TIRSDAG KL. 23 TIL ONSDAG KL. 03