Vejr

Vild blæst på Mont Ventoux i dag: Danskere blæste omkuld på bjerget som Touren rammer torsdag

Mistralen ramte Mont Ventoux - som danskere prøvede kræfter med i dag. I morgen er det Tour de France-feltets tur til vindstød af stormtyrke

Mont Ventoux, som Tour de France feltet rammer torsdag, viste sig allerede onsdag fra sin voldsomme side, da flere motionister prøvede kræfter med 'Det Skaldede Bjerg'. 

Der iblandt en dansker, som optog videoen her ovenfor.

Kasper Sørensen cyklede onsdag med sin kæreste op af Mont Ventoux - I kuling med vindstød af stormstyrke. På vejen op blev de mødt af den voldsomme blæst.

"Vi cyklede til toppen af Mont Ventoux her til eftermiddag, og vinden på toppen var helt vanvittig - den væltede min kæreste omkuld, da hun cyklede rundt i det sidste sving," beretter Kasper Sørensen, som har optaget videoen her ovenfor på vej ned fra den blæsende dag på toppen af det 1.900 meter høje Mont Ventoux.

Mistralen giver det blæsende vejr

Det blæsende vejr kommer i forbindelse med den såkaldte 'Mistral', der onsdag blæste med stor kraft ned gennem Rhonedalen.

Her presses vinden fra nord ned mellem Massif Central og Alperne - og kan opnå høje vindhastigheder. Onsdag blev der syd for Marseille registeret stærk storm i vindstødene.

Det samme ventes at ske torsdag, hvor det er Tour de France-feltet, som skal prøve kræfter med Mont Ventoux.

Med udsigt til kuling med vindstød af stormstyrke - og billeder, som man kan se i videoen ovenfor, er ruten afkortet med seks kilometer, så rytterne undgår den mest forblæste del af Mont Ventoux.

Blæsten kan dog komme til at sætte sit præg på 12. etape allerede før Mont Ventoux, hvor der fra Avignon og frem mod foden af Mont ventoux ventes en kraftig sidevind med op til kulingstyrke, når mistralen blæser fra nordvest ne gennem Rhonedalen.

Mont Ventoux er et blæsende sted

Mont Ventoux er generelt et blæsende sted. Bare navnet siger alt. 'Ventuex' betyder blæsende på fransk, og Mont Ventoux ligger da også ekstremt eksponeret i den østlige side af Rhonedalen, hvor mistralen ofte blæser med stor kraft.

I over 200 dage om året blæser det med vindstød af stormstyrke på Mont Ventoux - og vejen over bjerget er ofte lukket på grund af blæst.

Vindrekorden for Mont Ventoux er hele 90 m/s, der svarer til 320 km/t. Orkan begynder ved 32,6 m/s.