Vejr

Vildt uvejr over Danmark i aftes og i nat: Her ramte det voldsomste skybrud

Den sydøstlige del af landet blev sankthansaften- og nat ramt af talrige og kraftige tordenbyger med skybrud flere steder. Værst gik det ud over Ærø.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

De sydlige og østlige egne fik sig en sommeraften- og nat, som man nok sent vil glemme.

Et voldsomt uvejr trak i flere omgange fra tidligt sankthansaften og hen over natten ind over landet i et bælte fra Als over Det Sydfynske Øhav til navnlig Lolland samt Syd- og Østsjælland med skybrud, tusindvis af lynnedslag - og en ny rekord.

Senere på natten og tidligt fredag morgen ramte også kraftige tordenbyger rra Tyskland Falster og Møn, hvor man ud over masser af lyn og skybrudsagtig regn også oplevede vindstød af stormstyrke i Gedser med op til 27,3 m/s.

Tordenbygerne opstod i den varme og fugtige luftmasse over Danmark og store dele af Mellemeuropa og blev aftenen og natten igennem 'fodret' af en lummervarm luftmasse, der fortsat strømmede ind over landet fra sydøst.

Flere steder blev der registreret skybrud, og listen herunder indeholder nogle af de steder, hvor der officielt er målt skybrud i henhold til de data, som TV 2 VEJRET har til rådighed tidligt fredag morgen.

Nedbørmængden er den maximale mængde målt over 30 minutter. For at der skal være tale om skybrud, skal der falde mere end 15 mm på en halv time. 

  • Ærøskøbing (Ærø): 45,8 mm
  • Brandelev v/ Næstved: 24,6 mm
  • Svendborg: 23,8 mm
  • Kegnæs (Als): 23,8 mm
  • Tårnby: 21,2 mm
  • Næstved: 19,3 mm
  • Tessebølle v/Køge: 18,5 mm
  • Amagerbro (København): 16,0 mm

Med til historien hører, at da skybruddet var kraftigst på Ærø faldt der 5,4 mm på bare ét minut, 18,0 mm regn på bare 5 minutter og hele 29,2 mm på 10 minutter. 

De 5,4 mm/1 min er desuden ny skybrudsrekord i Danmark. Aldrig før er det registreret så høj en nedbørintensitet over ét minut.

Herudover blev der også registreret skybrud nær Brædstrup i Østjylland og nær Hadsund i Himmerland. 

Mange andre steder på Sydsjælland meldtes om skybrud fra private målestationer.  I blandt andet Hemmeshøj mellem Korsør og Slagelse fik man 22,0 mm på en halv time, men også i dele af Nord- og Østjylland blev man sankthansaften ramt af intense byger med skybrudsagtig regn.

Mest regn samlet set faldt der Køge med 72,6 mm men mange steder fik man over 50 mm regn.

I hovedstadsområdet oplevede man også intens regn og torden, og på Amagerbro var nedbørsintensiteten så høj, at regnen kan gå ind under kategorien skybrud.