Vejr

12.000 lynnedslag: Sådan ramte uvejret Danmark - time for time

Årets hidtil voldsomste tordenuvejr ramte Danmark sankthansaften- og nat

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Skybrud, tusindvis af lynnedslag og voldsomme vindstød stod på menuen sankthansaften over den sydlige og østlige del af landet, da et voldsomt uvejr trak ind over dén del af landet.

I et bælte fra Als over Syd- og Østfyn til Syd- og Østsjælland, Lolland og Falster blev man i flere omgange torsdag aften og nat ramt af kraftige tordenbyger.

På radaranimationen herover kan du se, hvordan uvejret bevægede sig hen over landet fra torsdag kl. 17.00 og frem til fredag morgen kl. 06.30.

DMIs lynpejlesystem havde frem til fredag kl. 07.00 registreret ca. 12.000 lynnedslag i og omkring Danmark. Heraf vurderes det at ca. 9.000 er slået ned over dansk område.

Uvejret forårsagede skybrud flere steder i de ramte områder. Værst gik det til på Ærø hvor man fik 45,8 mm regn på en halv time. Heraf faldt de 18,0 mm på bare 5 minutter.

Der tales om skybrud, når der falder over 15 mm på 30 minutter.