Vejr

Stort tordenuvejr ramte sankthansaften: Skybrud og tusindvis af lyn over Danmark

Et voldsomt tordenvejr ramte over to omgange den sydøstlige del af landet sankthansaften med tusindvis af lyn og talrige skybrud

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Sankthansaften fik en særdeles voldsom og våd afslutning flere steder i den sydøstlige del af landet, da kraftige tordenbyger med tusindvis af lynnedslag, voldsomme vindstød og adskillige skybrud i to omgange trak ind over den sydøstlige del af landet.

Tordenbygerne blev dannet i den varme luftmasse syd og øst for den frontzone, som hele torsdagen gav de nordlige og vestlige dele af landet en våd og kølig dag.

De første kraftige tordenbyger passerede først på aftenen hen over Als, hvor man på den sydlige del af øen ved Kegnæs blev ramt af aftenens første skybrud.

Her faldt der på bare 10 minutter hele 17,5 mm regn, mens der på 20 minutter kom 23,2 mm. Grænsen for skybrud går ved 15 mm på en halv time.

Herfra bevægede tordenvejret sig under udvikling ind over Syd- og Østfyn, Ærø (hvor ovenstående video er fra) og Langeland, hvor det foruden skybrud også kom med meget voldsomme vindstød.

En privat vejrstation meldte via dmi.dk om 17,1 mm regn i Klintholm på Østfyn i løbet af en halv time mellem kl. 19.00 og 19.30.

Derfra drog uvejret ind over store dele af Sjælland og Lolland, hvor især Midt- og Sydsjælland blev hårdt ramt.

I Hemmeshøj mellem Korsør og Slagelse fik en privat vejrstation hele 22 mm regn på bare 10 minutter. Nedenstånde video er fra Maria Demsat i Korsør torsdag aften, hvor lynet slog ned meget tæt på, hvilket, som det kan høres på videoen, kom som lidt af et chok.

Skybruddene fortsatte ind over Syd- og Østsjælland. I Brandelev ved Næstved på Sydsjælland faldt 19,2 mm regn på 10 minutter og 24,6 mm på en halv time. I Tessebølle ved Køge måltes 17,9 mm på 20 minutter - og der var meldinger om skybrud mange steder på Sjælland midt på aftenen. 

Sent sankthansaften udvikledes et nyt område med kraftige tordenbyger over Sydfyn, som herfra bevægede sig ind over Sydsjælland med stedvise skybrud. Frem til kl. 22.00 blev der registreret 3800 lyn over Danmark - og uvejret var da stadig igang over Sydsjælland.

I Jylland og på Fyn var der også kraftige byger om end uvejret ikke var helt så voldsomt, som længere mod sydøst i landet . Især i Nord- og Østjylland oplevede man dog stedvis torden og skybrud, bland andet i Sæby. 

Resten af aftenen og natten kan der i de østlige egne fortsat optræde tildels kraftige tordenbyger. Først fredag morgen har vi det fulde overblik over uvejret sankthansaften.