Vejr

Langeland og Ærø ramt af voldsomt vejr - måske var det en skypumpe

Især Langeland blev sankthans aften ramt af voldsomt vejr - der kan vise sig at have været en skypumpe

Et tag blæste af en restaurant i Rudkøbing og træer væltede på både Ærø og Langeland, da et voldsomt tordenvejr torsdag aften ramte Det Sydfynske Øhav.

Et af de steder tordenuvejret ramte hårdest var Langeland, hvor beboerne fredag aften blev opfordret til at holde sig inden døre - men også Ærø fik kraftige vindstød og enorme mængder regn.

Poul Milfeldt fra Ommel, der har taget billedet ovenfor på Ærø kan berette om voldsomt skybrud med hele 24,4 mm på 10-15 minutter - og hele 30,2 mm på 30-40 minutter. Grænsen for skybrud går ved 15 mm på 30 minutter.

Har du taget billeder af uvejret - så send dem til os her. Har du video, så send dem på en mail på vejret@tv2.dk

Tordenfronten gav helt ekstreme vindstød, som officielt ikke er blevet målt. Men et hustag der blæste af, væltede træer - billeder og videoer af træer og buske der står vandret vidner om vindstød af eller omkring stormstyrke.

Ifølge flere beretninger kan der have været tale om en skypumpe, som  kan have givet de lokalt voldsomme vindstød - og det kan meteorlogisk set ikke udelukkes, at der i forbindelse med tordenbygen kan have været dannet en tornadolignende skypumpe.

Det mest sandsynlige er dog fænomenet downburst, hvor kold luft fra bygeskyens indre med stor fart blæser nedad - mod jorden - og kan give meget kraftige vindstød. Det er et fænomen, som af og til ses i forbindelse med kraftige tordenbyger.

Højeste vindstød registreret helt officielt blev 17,5 m/s, der er hård kuling, som blev målt ved Sydfyns Lufthavn på Tåsingen.