Vejr

TV 2 VEJRET på Grønland: Her er Kongerigets mindste skov

Tag med ind i en af Grønlands to skove - der i ordets bogstaveligste forstand ligger lige på trægrænsen

Det virker næsten helt forkert, når man i det arktiske tundraklima pludselig ser grantræer stå spredt ud over et større område.

Ikke desto mindre er det, hvad man kan opleve lige øst for Kangerlussuaq - det tidligere Søndre Strømfjord, hvor man kan finde Kongerigets mindste skov.

Den er en af Grønlands to små skove - og den er ikke naturlig - men et led i et forsøg på at se, hvor langt mod nord, man kunne få træer til at vokse.

Kangerlussuaq ligger inde i bunden af fjorden af samme navn med 30 kilometer ind til Grønlands Indlandsis - og her er klimaet knastørt og om sommeren også mildt. Herinde har man langt væk fra kysternes kolde havvand langt højere sommertemperaturer end kystbyerne.

I Kangerlussuaq har man i juli normalt 16,3 i dagtimerne mod 9,9 grader som den gennemsnitlige dagtemperatur i Nuuk.

Og det er her afgørelsen falder i forhold til om der kan vokse træer eller ej. 

Trægrænsen defineres i reglen ved at mindst én af årets måneder skal have en middeltemperatur på 10 grader - eller derover. I Kangerlussuaq er den på 10,7 grader.

Derfor havde agrononom Søren Ødum fra Landbohøjskolen også held med det projekt han startede i 1978. Her plantede han en række grantræer på en sydskråning øst for Kangerlussuaq - og nogle af disse har overlevet frem til i dag.

Der er i alt 30-40 træer tilbage - som står spredt ud over et stort område. De fleste af træerne er blot en meter høje. men nogle er både to, tre og fire meter.

Det er dog ikke kun sommervarmen, der er afgørende. Iskolde vintre og knastørre føhnvinde gør livet besværligt for den lille granskov.

I videoen ovenfor kan du komme med en tur ind i denne lille skov - der er Kongerigets mindste.