Vejr

Nye imponerende billeder: Her åbner himlen sig over Nordhavn

Det er sjældent, at vejret og i særdeleshed skyerne er så fotogene, som det har været tilfældet i weekenden og også er det i dag.

På TV 2 VEJRET har vi via vores upload-funktion modtaget hundredevis af smukke billeder af vejret de seneste dage, og dagen i dag er bestemt ingen undtagelse.

Se eksempelvis pletskuddet uploadet til os fra Lars Wolos ombord på et SAS-fly på vej ned mod Københavns Lufthavn her til formiddag kl. 11.00.

Over Nordhavn kan man på smukkeste vis se en byge af regn og hagl, og selve nedbørsområdet står som en 'bruser' tæt på kysten og forsyner Nordhavn med rigtigt aprilsvejr.

Billederne herunder er taget i Nordjylland, hvor Inger Nielsen og Linda Mølgaard i henholdsvis Aalbæk og Skagen fik fotograferet de smukke bygeskyer.

Inger Nielsen forevigede endda også de imponerende mammastus-skyer på bygens bagkant, som også er blevet set flere andre steder i landet hen over weekenden. 

I de højere luftlag er luften over Danmark i øjeblikket særdeles kold for årstiden, og sammen med den relativt stærke aprilsol giver det grobund for talrige og kraftige byger, der de seneste dage har indeholdt både regn, slud, sne, hagl og torden.