Vejr

Skypumper nu set flere steder i landet

Kraftige byger over Kattegat og Sjælland har lørdag formiddag givet anledning til de første skypumper.

Den første blev set af Heino Andersen, som fotograferede den fra sit arbejde på Anholt Havmøllepark, der ligger ca. 25 km sydvest for Anholt - midt mellem Anholt og Djursland.

Senere blev en anden skypumpe observeret ud for Grenaa på Djursland, en tredje skypumpe blev fotograferet nær Næstved, og endelig blev en fjerde skypumpe set nær Tissø på Vestsjælland sidst på formiddagen

Forholdene for skypumper i dag er særdeles gunstige, da atmosfæren er meget ustabil samtidig med, at der generelt ikke er særlig megen vind.

Den ustabile atmosfære, primært skabt af meget kold luft i de højere luftlag, giver anledning til byger, hvori der findes mange vertikale vinde.

Når en lille hvirvel i udkanten af en bygesky bliver 'fanget' af en opadgående luftstrøm, så kan hvirvlen blive strukket ud og danne en skypumpe.

Når man strækker en rotation ud, så øges rotationshastigheden - præcis som man kender det fra skøjteprinsessen, der trækker armene ind til kroppen.

Resten af dagen er der fortsat mulighed for at observere skypumper over Danmark.

Nedbørtyper

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer