Vejr

Ramt af hagl og tøsne: - Hvor blev sommeren af?

Aloha og godmorgen fra Cold Hawaii, Thy - hvor blev sommeren af? :)

Sådan spørger Casper Steinfath - med et glimt i øjet - TV 2 VEJRET lørdag morgen og medsender ovenstående foto fra et Klitmøller.

Her står Casper foran sin bil dækket med hagl i så tykt et slag, at ordet 'summer' fremstår tydeligt. Tilsyneladende på spring til lidt surfing i Klitmøller - eller det, som blandt surfere også kendes som 'Cold Hawaii'.

Og svaret svæver i nordenvinden. Den er i al fald ikke kommet til Danmark her i Bededags-ferien, for selvom de fleste af os er stået op til strålende solskin og mange måske har nydt morgenkaffen på terassen, så gik det anderledes for sig i Nordvestjylland tidligere på morgenen.

Både i Thy, Han Herred, på Mors og Salling har man oplevet kraftige byger, som med masser af hagl har klædt landskabet i det der mest af alt minder om en vinterdragt.

De blev dannet i den kolde luftmasse, som de seneste døgn er trukket ned over landet fra nord.

Især i Thy har der været masser af hagl og meldinger fra Skive lyder på, at bygerne på et tidspunkt faldt som tøsne.

Der er flere byger i vente for større dele af landets vedkommende i dagens løb, men nogle slipper måske igennem dagen med tørvejr og solskin.

Du kan se dagens sky- og nedbørprognose herunder.

Nedbørtyper

Regn er dråber af flydende vand

Slud er en blanding af regn og sne - ikke at forveksle med tøsne.

Tøsne er sne, der pga. begyndende smeltning er våd. Tøsne er pr. definition dog sne.

Sne er sammensatte iskrystaller, der kan falde til jorden som større eller mindre fnug.

Isslag er underafkølet regn - flydende vand med en temperatur under 0° - der, ved kontakt med faste overfalder, omgående fryser til is.

Hagl er isklumper af varierende størrelse og kan dannes året rundt i kraftige bygeskyer