Iskold polarluft på vej: Slud og sne truer Danmark i weekenden

Der er udsigt til noget af det koldeste vejr vi har haft på denne tid af året i en mindre årrække, når iskold polarluft i weekenden og i begyndelsen af næste uge strømmer ned over landet fra nord.

Det sker, når det selvsamme højtryk, som i dag giver os en smuk og solrig onsdag, i løbet af de næste par døgn igen rykker ud i Atlanterhavet - og bliver der.

Dermed åbnes der op for en iskold, nordlig luftstrøm - en luftmasse så kold, at vi igen har udsigt til, at der i al fald nogle steder i landet kan komme vinterlige islæt i bygerne såsom slud eller tøsne.

Allerede fredag drejer vinden om i nord, men den koldeste luft vil endnu lade vente på sig, hvorfor vi ser ud til at få en flot dag med ganske få byger og masser af solskin.

Temperaturerne kan nå op på 10-11 grader, men natten til lørdag vil det klare vejr formentlig betyde, at der i de indre dele af landet vil forekomme let frost.

Fredag bliver en pæn dag med masser af solskin og kun ganske få byger. Kuldepolen ligger stadig nord for landet.
Fredag bliver en pæn dag med masser af solskin og kun ganske få byger. Kuldepolen ligger stadig nord for landet. Foto: TV 2 VEJRET

Lørdag er luftmassen over Danmark blevet en tak koldere, men dagen vil formentlig begynde flot med masser af solskin flere steder.

Som solen får magt vil der i dagens løb dog dannes talrige byger. De fleste steder vil bygerne falde som regn, men især i Nordjylland kan man ud på dagen opleve byger som hagl, slud eller tøsne.

Temperaturerne lørdag når op mellem 5 og 10 grader, men i Nordjylland kan de falde ned til blot 2-3 grader mens bygerne står på.

Natten til søndag bliver også en kold affære med frost dér, hvor vejret bliver klart, men især i Jylland er der fortsat mulighed for byger, der kan være med både slud og sne.

Lørdag rykker kuldepolen tættere på Danmark. Vejret bliver koldere og bygerne kan navnlig i Nordjylland ud på lørdagen være med slud eller tøsne.
Lørdag rykker kuldepolen tættere på Danmark. Vejret bliver koldere og bygerne kan navnlig i Nordjylland ud på lørdagen være med slud eller tøsne. Foto: TV 2 VEJRET

Søndag når den koldeste luftmasse ned over Danmark, og centrum af den såkaldte 'kuldepol' vil placere sig lige hen over landet. 

Det giver os en dag med mange skyer og mange byger, hvoraf flere kan være med både slud, tøsne, hagl og sågar torden. Det vil være søndag, som kommer til at byde på flest byger hen over weekenden.

Det bliver således en kold og nogle steder vinterlig afslutning på Bededags-weekenden, hvor mange unge også skal konfirmeres. Den blå mandag ser desuden ligeledes ud til at blive en kold affære.

Forårsvejret tegner til at blive det koldeste vi har haft så sent på året siden 2010 og 2011, hvor der nogle steder faldt sne i begyndelsen af maj.

Søndag bliver weekendens koldeste og potentielt mest vinterlige dag med risiko for byger med både slud, tøsne, hagl og torden.
Søndag bliver weekendens koldeste og potentielt mest vinterlige dag med risiko for byger med både slud, tøsne, hagl og torden. Foto: TV 2 VEJRET