Vejr

Ny prognose: Her kommer der vindstød af stormstyrke

Der venter en blæsende dag i hele landet. Mest vil det komme til at blæse i Vestjylland.

Et kraftigt lavtryk, der giver orkan mellem Skotland og Vestnorge sender fredag et vindfelt med vindstød af stormstyrke ned gennem Nordsøen - og det rammer Danmark i løbet af dagen.

Animationen ovenfor er TV 2 VEJRETs seneste prognose, der viser, hvor og hvor meget det kommer til at blæse hen over Danmark i løbet af fredagen.

Det blæsende vejr vil især gå ud over Jyllands Vestkyst, hvor der fra sidst på formiddagen er risiko for vindstød af stormstyrke - men også længere inde i Jylland skal man regne med, at de kraftige vindstød kan ramme.

Det blæsende vejr hører først op sidst på eftermiddagen - og først ud på aftenen kulminerer de kraftigste vindstød over de østligste egne, hvor Bornholm ser ud til også at kunne få vindstød over grænsen for storm, der er på 24,5 m/s - eller det der svarer til næsten 90 km/t.

TV 2 VEJRET følger løbende det blæsende vejr hele fredagen.