Langvarigt og intenst regnvejr kan give problemer med oversvømmelser
Efter en relativ pæn men blæsende 1. juledag i store dele af landet har et større regnvejr nu ramt Danmark, og det fortsætter frem til søndag med stedvis store regnmængder, som kan give problemer med lokale oversvømmelser.
Fra fredag aften og frem til lørdag morgen kl. 7 er der allerede faldet 10-15 mm regn mange steder syd for en linje mellem Blåvand og Helsingør, og resten af dagen får vi udbredt og vedvarende regn i stort set hele landet.
Regnvejret bliver fortsat mest intenst over den sydlige halvdel af landet til at begynde med, men i løbet af dagen rykker tyngdepunktet af regnen langsomt mod nord, og så kan det begynde at holde tørt i de sydligste egne til aften.
Når regnen slipper de sydligste egne, kan man samlet have fået op mod 30-40 mm regn, men lokalt er der risiko for omkring 50 mm i Sønderjylland.
Resten af landet følger trop med 15-30 mm mange steder bortset fra de nordligste egne, hvor der til gengæld kan komme slud og tøsne en overgang i aften og i nat.
Kan give lokale oversvømmelser
Al regnen falder på en overflade, som i forvejen er mættet med vand, da der både i november og december er kommet langt mere regn end normalt.
I november fik vi på landsplan 146 mm mod normalt 79 mm, og i december har vi ind til juleaften fået 75 mm mod normalt 66 mm på hele måneden.
Jorden er således sjaskvåd i det meste af landet, og fornyede regnmængder som i dag har således svært ved at trænge ned i jorden.
Man risikerer derfor, at der samler sig vand i lavninger i terrænet, ved viadukter og på lavtliggende veje, og vandløb kan efterhånden gå over deres breder.