Se det fra rummet: Europas mest aktive vulkan er i udbrud

16x9
Satellitbillede af Sicilien den 9/12 2015 kl. 11.05. Vulkanen Etna ses tydeligt med fanen af røg og aske strække sig flere hundrede kilometer mod sydøst. Foto: NASA

Europas mest aktive vulkan, Etna, på den østlige del af den syditalienske ø Sicilien, er igen i udbrud i disse dage.

Vulkanen, der tårner sig 3330 meter op i luften, gik i udbrud for én uge siden og har siden sendt lava op fra jordens indre og aske og røg adskillige kilometer op i atmosfæren.

Røgfanen har i nordvestenvinden bevæget sig ud over Middelhavet mod sydøst i sådan en udstrækning, at både vulkanen og røgfanen tydeligt kan ses fra satellit.

Ovenstående billede er taget af en NASA-satellit onsdag formiddag kl. 11.05.

Etna ligger på grænsen mellem de afrikanske og eurasiske kontinentalplader og er i forhold til andre vulkaner mere eller mindre i konstant udbrud.

Vulkanen består i øjeblikket af fem forskellige kratere, og det var fra Voragine-krateret, at lavaen igen begyndte at strømme ud over bjergsiden onsdag i sidste uge.

Etna er sammen med Stromboli og Vesuv en af de tre aktive vulkaner i Italien. Sidstnævnte er mest kendt for udbruddet i år 79, hvor byen Pompeji blev begravet i aske.

På videoen herunder kan du se, hvordan det så ud, da vulkanen gik i udbrud sidste uge.