Vejr

Vejrkort: Her kan der komme vindstød af stormstyrke

Det rusker særdeles meget udenfor her til morgen - og det fortsætter det med det næste døgn. Vinden tiltager i øjeblikket og fra efter middag vil der i hele landet blæse med hård vind til hård kuling fra sydvest - og i perioder kan man langs den jyske vestkyst opleve middelvind af stormende kuling.

Da vinden blæser i 'varmluften', så er luften ganske stabil, og det betyder at der ikke kommer vindstød på samme niveau som vi oplever det for blæst i koldluft. Derfor vil man mange steder opleve en konstant kraftig blæsende vind, men ikke med ligeså kraftige vindstød som hvad man eksempelvis oplevede i Nordjylland i går.

Situationen med den vedholdende, kraftige sydvestenvind kommer som et resultat af, at der tæt på Færøerne ligger et stort stormlavtryk, mens der over sydøsteuropa befinder sig et større højtryksområde. 

Mellem disse tryksystemer blæser det derfor kraftigt fra sydvest - og det er noget vi kommer til at opleve det næste døgns tid.