Vejr

'Helga' blev en regional klasse-1 storm

Da gårsdagens storm 'Helga' bevægede sig forbi det nordlige Jylland blev der målt middelvind af stormstyrke og vindstød af orkanstyrke flere steder.

At 'Helga' netop var et nordjysk anliggende, vidner også klassificeringen fra DMI om. I den såkaldte 'stormliste' der er kontinuerligt opdateret siden 1891, figurerer 'Helga' nu som en regional klasse-1 storm fra vest (w1), hvilket betyder at blot mellem 10 og 30 % af landets målestationer har målt mere end 21 m/s i middelvind.

'Helga' er dermed langt mindre intens end forrige weekends orkanlignende storm 'Gorm' der blev klassificeret som en regional klasse-3 storm.

'Helga' er desuden den sjette storm der i år er kommet med på stormlisten - det er ikke sket siden 1921, hvor syv storme fandt vej til stormlisten.

I 2007 blev der dog målt storm ved 7 forskellige lejligheder gennem året.

Det mest stormfulde år i dansk vejrhistorie er stadig ubestridt 1898 hvor hele 10 storme passerede landet gennem året - heraf tre i sommermånederne.

Stormliste