Vejr

For anden gang på en uge: Stormflod truer Limfjorden

I kølvandet på den orkanagtige storm 'Gorm' i sidste uge, steg vandet i den vestlige del af Limfjorden til op mod 1,54 meter over normalen.

Selvom det næste døgn ikke bliver nær så blæsende, så vil den vedholdende hårde- til stormende kuling fra sydvest presse store mængder vand ind i Limfjorden, så vandstanden igen vil stige til store højder.

De seneste prognoser viser at det især bliver den centrale del af Limfjorden der bliver hårdest ramt, navnlig tæt på Løgstør, inden Limjorden snævrer sig ind på vej mod Aalborg.

I dette område kan vandet stige med op mod 1,70 meter over daglig vande, og det betyder at der vil være den højeste vandstand i dét siden stormen 'Egon' ramte landet den 10. januar i år, med en vandstand i Løgstør på 1,79 meter.

Rekorden i byen stammer fra den 8. januar 2005 hvor vandstanden steg til hele 2,26 meter over normalen.

Også langs den centrale del af den jyske vestkyst kan vandstanden stige med op til 2 meter over normalen.

Først i morgen aften og natten til mandag begynder vandet for alvor at falde i Limfjorden igen.

TV 2 VEJRET følger udviklingen det kommende døgn.