Vejr

Se kortet: Her ramte Helgas kraftigste vindstød

'Helga' ramte det nordlige Jylland som en fuld storm, og flere steder fik man vindstød af orkanstyrke, da et intenst lavtryk passerede lige nord om Danmark.

Det var Hirtshals, som i en længere periode hen over morgenen og formiddagen blev ramt af vedvarende middelvinde af fuld storm, mens vindstødene i flere omgange har været oppe på orkanstyrke.

Skagen har også haft vindstød af orkanstyrke, mens middelvinden har holdt sig på en stormende kuling ved Danmarks nordligst placerede vejrstation.

Højeste målte middelvind under Helga er 27,1 m/s i Hirtshals, mens højeste vindstød nåede 34,5 m/s selvsamme sted. Grænsen for storm går ved 24,5 m/s og orkan ved 32,6 m/s.

På kortet her over kan du se de højeste observerede vindstød af stormstyrke eller højere i forbindelse med stormen.

Blæsten kom i to bølger

Vinden begyndte at friske op allerede tidlig morgen ved den jyske vestkyst på forsiden af en koldfront, som sendte et udbredt regnvejr ind over hele landet.

Her fik man vindstød af stormstyrke flere steder op langs den jyske vestkyst og også kortvarigt ved Kegnæs Fyr på Sydals.

Da koldfronten passerede, kom de kraftigste vinde imidlertid ind gennem Skagerrak. Middelvinden steg på kort tid fra en frisk vind til fuld storm i Hirtshals, og umiddelbart efter kom det første vindstød af orkanstyrke.

Området med kraftige vindstød forplantede sig til Skagen, hvor man ved fyret målte henholdsvis 32,7 m/s, som er grænsen for orkanstyrke.

Stødene forplantede sig også ind over Vendsyssel, så man i Stenhøj og Frederikshavn fik vindstød på henholdsvis 29,8 og 32,6 m/s.

Vær opmærksom på, at DMI's officielle vejrstationer i Hanstholm og Thyborøn tilsyneladende har været ude af drift, så i stedet vises private måling foretaget på havnene - målinger som er tilgængelige på havnenes hjemmesider og hyde.dk.

T2Toolbox embed