Vejr

Begravet i sne: Her er man søndag morgen stået op til 60 cm sne

Sneen er en stor del af natten fortsat med at vælte ned, så man på Midtsjælland søndag morgen er stået op til, at der udenfor ligger 60 cm sne.

Det er et større område helt fra Københavns Vestegn ned mod Køge og ind over Midtsjælland til den nordlige del af Sjælland, som siden lørdag eftermiddag har fået mellem 20 og 50 cm sne - og omkring Roskilde er der faldet endnu mere.

Her er alt pudret ind i sne - og på under et døgn er det grå efterår forvandlet til et hvidt vinterlandskab.

De foreløbige meldinger fra TV 2 VEJRET's seere lyder på absolut mest sne i Roskilde, hvor Mathilda Sommer var ude med tommestokken og fik målt en snedybde på hele 60 cm. 

60 cm sne i Roskilde den 22/11 2015

Snevejret kommer i forbindelse med en front, der ved temperaturer lige omkring frysepunktet dagen igennem har givet Sjælland vedvarende snefald. Snevejret er vinterens første - og det begyndte sidst på eftermiddagen i Nordsjælland.