Vejr

Ekstrem novembervarme: København og Samsø slog rekorder i nat

Helt usædvanlig varme for årstiden strømmer op over Danmark og har med temperatur tæt på 11 grader enkelte steder givet os den varmeste nat så sent på året i mindst 142 år.

Flere steder i landet nåede termometeret i nattens løb ikke under 11 grader - og det betød, at nogle af de vejrstationer, der har målt temperaturer dagligt siden 1873 aldrig havde registreret noget lignende - så sent på året.

I både København ved Landbohøjskolen og i Tranebjerg på Samsø satte man nye standarder for, hvor varmt det kan være om natten efter Mortens Aften.

Ved Landbohøjskolen nåede termometeret ned på 10,9 grader, der er 0,1 grader højere end de 10,8 grader, der blev målt som minimumtemperatur natten til den 22. november i 1947 - og som indtil i nat var den højeste temperatur målt så sent på året i 142 år.

I Tranebjerg på Samsø måltes ligeledes 10,9 grader, der er 0,2 grader over de 10,7 grader, som blev målt i 1938 - der indtil i nat ligeledes var den højeste minimumtemperatur registreret siden 1873.

De høje nattemperaturer kommer kun tre døgn efter man ligeledes flere steder satte nye rekorder for, hvor varmt det kan blive så sent på året. Natten til søndag nåede temperaturen i København ikke under 11,2 grader.

I dagens løb kan temperaturen stige til over 15 grader - og så er det ikke kun nattemperaturerne, der kan sætte rekorder. Flere steder står rekorderne for, hvor varmt det kan blive så sent på året og vakler.

De høje temperaturer betyder, at november foreløbigt har været usædvanligt varm. Indtil mandag lå middeltemperaturen for november 2015 på 9,5 grader, der er næsten 5 grader varmere end en normal november måned.

Den varmeste november registreret i Danmark var i 2006, hvor middeltemperaturen blev 8,1 grader.  

Alle data er fra DMI - men bearbejdet af TV 2 VEJRET