Vejr

Filippinerne ramt: Supertyfonen 'Koppu' er gået i land

Den kraftige tyfon 'Koppu' er i nattens løb 'gået i land' på den store filippinske ø, Luzon. Det har medført voldsomme vinde og kaskader af kraftig regn. 

Efter den en overgang i går tiltog i styrke og blev en regulær kategori 4-tyfon - og dermed en såkaldt 'supertyfon' - er tyfonen igen aftaget en smule inden den ramte land i nat.

I nat dansk tid, blæste det dog endnu ekstremt kraftigt rundt om den meget farlige tyfon. Med middelvinde på 49 m/s og vindstød på hele 67 m/s, var 'Koppu' fortsat en kategori 4-tyfon da den ramte land.

Selvom vindhastighederne omkring 'Koppu' aftager hurtigt de kommende døgn, så falder der helt ekstreme mængder regn i forbindelse med passagen. Her til morgen, er der indenfor det seneste døgn faldet 188 mm regn i byen Baguio på den centrale del af Luzon, og de kommende døgn ventes der fortsat at falde ekstreme mængder regn - visse steder op over 800 mm i alt.

Især i bjergrige områder kan nedbørsmængderne blive ekstreme da fugten i luften så at sige 'vrides' ud på vindsiden af en bjergskråning. 

Godt ca. 1000 km længere mod øst, lurer endnu en kraftig kategori 3-tyfon, 'Champi', der dog heldigvis ikke ser ud til at ramme land den næste uges tid.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

  • Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
  • Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
  • Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
  • Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
  • Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
  • Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
  • Kategori 5: > 69,0 m/s