Natten til mandag: Blodrød supermåne på nattehimlen

16x9
Sådan kommer Månen til at se ud natten til den 28. september Foto: Scanpix

Du skal stå tidligt op på mandag, hvis du vil se et af de flottere himmelfænomener, når en total måneformørkelse kan ses fra Danmark. I mere end en

Du skal stå tidligt op på mandag, hvis du vil se et af de flottere himmelfænomener, når en total måneformørkelse kan ses fra Danmark.

I mere end en time vil Månen bevæge sig ind i Jordens skygge og fremstå som en rødligt svagt lysende kugle på nattehimlen - det der også betegnes som blodmåne.

Måneformørkelsen bliver på flere måder usædvanlig. Fuldmånen natten til mandag den 28. september er både det der kaldes supermåne og høstmåne.

Supermåne er betegnelsen for den fuldmåne, hvor Månen i sin bane er tættest på Jorden - og derfor også synes at være størst. Kombinationen af supermåne og måneformørkelse på én gang er relativt sjældent. I de seneste 100 år er det kun sket fem gange - og senest i 1982. Næste blodrøde supermåne kan ses om 18 år i oktober 2033, hvor den dog ikke kan ses i Danmark.

Høstmåne er betegnelsen for den fuldmåne, der falder tættest på efterårsjævndøgn den 23. september og som udmærker sig ved at stå op og gå ned på stort set samme tidspunkt omkring jævndøgnet.

Den totale måneformørkelse begynder kl. 02.11, hvor Månen bevæger sig ind i Jordens såkaldte halvskygge. Fra kl. 03.07 begynder den egentlige formørkelse, når Månen når ind i Jordens helskygge - og fra kl. 04.11 til kl. 05.23 vil måneformørkelsen være total. Kl. 06.27 er Månen helt ude af Jordens helskygge.

Om formørkelsen nu også kan ses afhænger af vejret. Ifølge de seneste prognoser ser det lovende ud. Et højtryk nær Danmark kan give os stort set skyfrit vejr til årets eneste måneformørkelse, der kan ses fra Danmark.

Får du ikke set måneformørkelsen skal du vente næsten to år. Næste gange en total måneformørkelse kan ses fra Danmark er i juli 2018.