Vejr

Voldsom føhn i Alperne: Orkan og 30 grader

Mens store dele af Vest- og Nordeuropa er indhyllet i skyer og regn fra et lavtryk i Nordsøen, så er nordsiden af Alperne ramt af en voldsom føhn, som blæser hen over alpetoppene med orkanstyrke - og så får tyskerne en hed eftermiddag med omkring 30 grader i München.

Den voldsomme føhn er opstået på østsiden af en koldfront, som strækker sig ned over Europa fra Danmark til Spanien.

Varm og fugtig luft blæser op mod Alperne fra syd, og her opdæmmes den på sydsiden af Alpekammen, inden den som et vandfald strømmer ned gennem dalene på nordsiden. På vej nedad opvarmes og udtørres luften, så man i bl.a. Sydtyskland får varmt, tørt og solrig vejr. For en stund i hvert fald.

Hen over alpetoppene er der her til formiddag vindstød langt over grænsen for orkan.

På toppen af Zugspitze (2.962 m), Tysklands højeste bjerg, målte man kl. 11.00 vindstød på 47 m/s. I Østrig blæser det også voldsomt, og på Patscherkofel (2.254 m) blev der på samme tidspunkt målt 45 m/s. Begge er langt over grænsen til orkanstyrke, som begynder ved 32,7 m/s.

Kan blive den varmeste 'slutseptember' i München

På nordsiden af Alperne giver føhnvinde, sammen med en i forvejen varm luft, flere steder temperaturer langt over 25 grader. I München, som ligger tæt på foden af Alperne, kan man således få op til 30 grader midt på eftermiddagen.

Når man de 30 grader, bliver det den hidtil højeste temperatur i München så sent i september. Hidtil har temperaturen ikke været over 29,6 grader efter d. 11. september.

Vi skal dog ikke længere tilbage end begyndelsen af september i år for at finde den absolutte temperaturrekord for september. Her målte man nemlig 31,7 grader i lufthavnen lige uden for München.

Inddelingen af vindstyrker i Danmark

  • Orkan: >32,6 m/s
  • Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
  • Storm: 24,5-28,5 m/s
  • Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
  • Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
  • Kuling: 13,9-17,1 m/s
  • Hård vind: 10,8-13,8 m/s
  • Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
  • Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
  • Let vind: 3,4-5,4 m/s
  • Svag vind: 1,6-3,3 m/s
  • Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
  • Stille: