Vejr

Kaos i Japan: Ekstreme nedbørsmængder slår rekord

I forbindelse med passagen af den forhenværende tropiske storm 'Etau' har man den seneste uge fået ekstremt store regnmængder flere steder i Japan.

Selvom passagen af 'Etau' ikke bragte voldsomme vinde med sig, så er de nedbørsmængder der de seneste dage er faldet helt uden sidestykke i den japanske meteorologiske historie.

I Kanuma, omtrent 100 kilometer nord for Tokyo, blev der på bare ét døgn registreret intet mindre end 444 mm regn. Det er en rekord der overgår den forrige med over det dobbelte. Tilbage i 2002, den 11. juli faldt der nemlig 212 mm som indtil i torsdags var den gældende nedbørsrekord for den japanske by.

Selvom disse nedbørsmængder lyder helt ekstreme, så var de nedbørstal som blev målt ved den nærliggende by Nikko, endnu mere vanvittige. her faldt der 551 mm på 24 timer, mens der over en periode fra søndag til torsdag faldt 668 mm regn.

Til sammenligning falder der på et år i Danmark i gennemsnit 712 mm regn.

Siden 1976 har man målt nedbørmængder i Japan, og på intet tidspunkt siden har man målt så høje nedbørsmængder. Flere steder har regnmængderne på bare ét døgn været voldsommere end hvad man før har målt over tre dage.

De ekstreme nedbørsmængder har medført talrige jord- og mudderskred, ligesom der er altomfattende oversvømmelser mange steder i det centrale Japan.

Største regnmængder i Japan 6.-10. september 2015

  • Nikko: 668.0 mm
  • Kanuma: 548.0 mm
  • Tsuchiyu City: 455.5 mm
  • Izumigadake: 433.0 mm
  • Mount Amagi: 432.0 mm
  • Tokyo: 337.5 mm

Kilde: JMA