Vejr

Italienerne trumfer vores regn: 3 måneders nedbør på 48 timer

Synes man at det har været lige vådt nok de sidste par dage herhjemme, så vil italienerne nok ryste på hovederne. I Pisa har man nemlig fået mere end tre måneders nedbør på blot to dage.

I og omkring byen, som nok er mest kendt for sit skæve tårn, er man i disse dage udsat for enorme vandmængder, da hele Toscana-regionen har været ramt af kraftige regn- og tordenbyger siden i søndags.

En målestation i Pisa by har registreret 177 mm regn siden søndag morgen, og tre gange så meget, som der normalt falder i hele august måned i den nordvestitalienske by. På en normal august får man således 57,3 mm. Til sammenligning har vi stedvis fået 10-15 mm det seneste døgn herhjemme.

De enorme regnmængder er faldet i forbindelse med tordenbyger, som er blevet forstærket af landskabet omkring Pisa.

Varm og fugtig luft fra Middelhavet er blevet presset ind mod kysten, og på grund af det stærkt skrånende terræn ind mod bjergene, har luften fået et kraftigt skub opad. Det har forstærket den omrøring, som i forvejen har været i luften og ført til, at man er blevet ramt af flere på hinanden følgende skybrud hen over de sidste par dage.

En bjergbæk uden for Pisa (videoklippet her over) blev forvandlet til et decideret vandfald, da de enorme vandmængder skulle finde vej ned ad bjergene og ud mod kysten. I øvrigt et tydeligt eksempel på vandets kredsløb fra hav til atmosfære til landjord og tilbage i havet.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.