Uvejr truer Caribien: 'Danny' er nu en ekstremt lille tropisk orkan

For første gang i 2015 er der nu blevet dannet en tropisk orkan i Atlanterhavet. Det skete, da den tropiske storm 'Danny' torsdag tiltog i styrke,

For første gang i 2015 er der nu blevet dannet en tropisk orkan i Atlanterhavet.

Det skete, da den tropiske storm 'Danny' torsdag tiltog i styrke, og nu kan betegnes som en rigtig tropisk orkan - dét, der på de kanter også kaldes en 'hurricane'.

Middelvindhastighederne er oppe på 35 m/s med kraftigere vindstød i orkanen, hvilket tilsvarer kategori 1-styrke på skalaen, der går helt op til 5.

Selvom uvejret ser større ud fra rummet og skyerne strækker sig over et par hundrede kilometer (se billederne fra Den Internationale Rumstation, ISS øverst), så er selve det område, hvor de kraftigste vinde blæser usædvanlig lille.

Selve orkanen er nemlig kun ca. 35 km i diameter, hvilket svarer til, at den principielt kunne klemme sig ind i et område mellem Randers og Aarhus eller kun ville dække det halve af Fyn.

I et område på ca. 70 km i diameter blæser det med op til storm i middelvinden og kraftigere vindstød.

Uvejret befinder sig fredag morgen i den centrale del af Atlanterhavet ca. 1500 km øst for Antillerne, som ventes ramt af uvejret sidst på weekenden eller på mandag.

Det er usikkert, hvor kraftig 'Danny' bliver, men intet tyder lige nu på en tropisk orkan af større kaliber. Alligevel kan uvejret medbringe kraftig vind og enorme mængder regn.