Vejr

Vilde regnmængder: Kraftig regn og skybrud gav 95 mm

Det var enorme mængder regn, som faldt, da man flere steder i landet blev ramt af både kraftig regn og senere også skybrud.

Lokalt faldt der enkelte steder over 90 mm regn i løbet af lørdagen, da først en front natten til lørdag og lørdag morgen trak op over Danmark fra syd - og så gav kraftige tordenbyger lørdag eftermiddag og aften stedvis skybrud.

Det gav ifølge officielle nedbørdata fra Spildevandskomitéen, SVK flere steder en hel måneds nedbør (66 mm) i den sydlige og østlige del af Jylland samt på Vestfyn, mens man lokalt fik næsten halvanden måneds normal juliregn.

Mest regn fik man Horsens, hvor der i alt faldt hele 95,4 mm regn i forbindelse med de to regnvejr. Først gav den kraftige regn i morgentimerne 53 mm - og senere gav kraftige tordenbyger 42,4 mm regn. Derudover var regnen i forbindelse med tordenbygerne så kraftig, at der var tale om skybrud (15 mm på 30 minutter).

Også i Bogense på Nordfyn blev man ramt af både kraftig regn og skybrud, som i alt gav 92,6 mm regn. Her var morgenens regnvejr med 39,6 mm knap så kraftigt - mens tordenbygerne lørdag eftermiddag og aften alene gav hele 53 mm. Heraf faldt de 27 mm på blot en time - og det er så stor en nedbørmængde, at det ifølge SVK er en begivenhed, som i Bogense kun indtræffer én gang hver 21. år.

Flere andre steder i den sydlige og østlige del af Jylland fik man ifølge SVK mellem 60 og 80 mm regn. Det var blandt andet tilfældet i Vejle (72,6 mm) og i Aabenraa (70,0 mm), mens man ifølge DMI fik 72 mm regn i Skrydstrup ved Vojens.

Mens de største nedbørmængder faldt i Horsens og i Bogense, så ramte det voldsomste skybrud Nørre Bjert ved Kolding. Her faldt der i alt 64,6 mm i løbet af lørdagen - hvoraf de 18,7 mm faldt på 30 minutter. Det er over grænsen for skybrud (15 mm på 30 minutter) og en nedbørintensitet, som kun ses én gang hvert 9. år det pågældende sted.

I Nørre Bjert faldt der 9,8 mm på 10 minutter, da skybruddet var kraftigst.

De store mængder nedbør svarer til næsten halvanden gange en normal måneds nedbør i juli måned, hvor der i gennemsnit falder 66 mm på landsplan.