Vejr

Tropenætter i weekenden: Vi kommer også til at svede om natten

Sommervarmen, der strømmer frem mod Danmark får os ikke kun til at svede om dage - også om natten vil det være så varmt, at vi i weekenden stedvis kan få regulære tropenætter.

Man taler om en tropenat, når temperaturen ikke når under 20 grader i løbet af natten - og det er der mulighed for både natten til lørdag og natten til søndag, når meget varm luft fra Sahara blæser op over Danmark.

Det er usædvanligt, at vi får tropenætter så tidligt på året. Normalt sker det først når havtemperaturen er over 20 grader - og dermed kan holde nattemperaturerne oppe langs kysterne.

Lige nu måler TV VEJRET's Badevandspatrulje generelt temperaturer på 16-17 grader - og dermed skal der virkelig varm luft op over Danmark, for at vi kan få en tropenat.

Natten til lørdag er det især Bornholm som kan få en svedig nat, mens temperaturen natten til søndag kan holde sig på 20 grader eller derover flere steder ved Østersøen. 

De tidligste tropenætter vi har oplevet i Danmark i nyere tid var i 2010, hvor vi havde en tropenat natten til den 3. juli - og i 2009 havde vi en den 4. juli. Ellers ser vi typisk tropenætter sidst på sommeren, når de danske farvande er varmet op af en lang sommer. Her ses tropenætterne oftest langs kysterne.

Rekorden i tropenætter er 23,0 grader på Christiansø målt natten til den 26. august 1997. Andenpladsen går til Bovbjerg i Vestjylland, der natten til den 10. august 1975 ikke kom under 22,8 grader. Den efterfølgende dag blev med 36,4 grader desuden den varmeste i danmarkshistorien.